Hermes, følelser og selvet

I det fjerne ser jeg et lys og høre en form for lyd der kalder. Det er ikke en lyd som jeg har hørt før, jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive den, men den kalder med en virkelig smuk nænsomhed og en intensitet. Som en mor der kalder på sit barn og glæden der strømme dem i møde over gensynet, over at skulle derhen til en omfavnelser, som er uden ord, men som bringer sjælen i en samklang med universet, stjernerne, planeten jorden, menneskeene, planterne, dyrene, strukturen i enhver celle som er levende.

Hun så sig tilbage og var forbavset over hvad det var hun så.

Vejen var smal og oplyst med den lærdom hun havde betrådt. Hun smilte over sin egen utålmodighed, hvorfor havde hun ikke set hvor smukt det hele var mens hun gik der. Men hendes følelser og evnen til at gøre sit syn umådelig bredt var ikke indfundet dengang.

Nu smilte hun og tænkte med velsignelse på alt hvad hun havde mødt. Intet var større eller mindre end noget andet. Alt havde præcis den samme værdi, fordi det var vejen hun var gået, hendes vej i denne inkarnation på jorden.

For få sekunder siden havde hun savnet en mand at elske, at holde om og favne med sjæl og hjerte, men nu så hun at han jo var alle vegne og samtidig var han ikke så nødvendig mere. Hun havde jo alt i sig selv for hun var opstået af urhavet, af altet af gud eller hvad man nu yndede at kalde det. – Hun var.

Jorden var en særdeles lærerig planet og man kunne danse på hvide funklende lys eller man kunne gå den tung gang med fødderne i mudderet. Hun havde gjort begge dele og vidste at sådan måtte det være, det var den vej indsigten og indvielsen til det næste trin kom.

Følelserne var et smukt redskab på jorden, de kunne bringe os i den syvende himmel og de kunne lænke os til den tungeste sten.

Hermes havde hjulpet os med vores arbejde, han havde forsøgt at vise os vej og nu skulle vi bare åbne sjælen og integrere vores lærdom.

Hvad var det han begyndt med at sige? Nåh…. jo første ting som vores åndelig væsen skulle indlemme var ’jeg træder frem og fra tankernes plan hersker jeg’.

Den sætning have hun for år tilbage stødt på i processen med et maleri. Hendes maleri havde kaldt hende tilbage til de forskellige former og læreringer hun havde haft i forskellige inkarnationer. Men det var først senere hun forstod betydningen af disse. Man skal kravle før man kan gå, var en sætning der røg igennem hendes hoved. Alt kan ikke åbenbares på en gang for et’ menneske. For med det fysiske legeme vi render rundt med og det ego som også er placeret her sammen med vores sjæl og ånd, kan være, skal vi udtrykke det mildt – lidt langsom i opfattelsen. Så hvis sluserne bliver lukket fuldt op bliver der oversvømmet og det er ikke til gavn for nogle.

Hun så billedet for sig, en dæmring hvor vandet var roligt og harmonisk, en stille strøm hvor planteliv og dyreliv fungerede og pludselig blev slusen åbnet og vandet fossede ud med sådan en kraft at intet kunne leve, alt ville blive sønderrevet. Hun tænkte igen over dette billede. Men det var jo den utålmodighed hun havde haft, godt der var nogen eller noget som havde holdt tilbage og ikke lukket op for hendes dæmring. Hun kendte nogle af sine begrænsninger som menneske og mange af hendes styrke som dette væsen. Men sådan som hun så det, var en del latent gemt til det rette øjeblik kom.

Hun tænkte: er det rette øjeblik kommet til at jeg skal åbne lidt for slusen, er der lige noget som skal igennem nu?

Hun følte sig lidt navlebeskuende fordi hun tænkte på sig selv, men samtidig forsøgte hun at se på hele menneskeheden ved at se på sig selv. Hvis hun ikke kendt sig selv, hvordan skulle hun så kunne kende andre. Og det´ handlede jo så bare om menneskene, som var en umådelig lille  del af det store hele.

Hun tænkt på hvordan man gjorde selvudvikling appetitligt. Åh, det var efterhånden blevet et fortærsket ord. Selvudvikling – og også kedeligt. Men det var jo det vi var her for, at udvikle os selv og når vi som selv udviklede os, var det til gavn for hele universet.

Hun undrede sig også over hvordan vi begyndte hver inkarnation med at være rimelig rene og nybagte (selvfølgelig skulle vi lige se bort fra lidt karme som vi fik i startgave). Men så begyndt vi på den store indvikling i livet, vi viklede og viklede os mere og mere ind indtil vi sad helt fast og så blev nød til at bryde indviklingen for, at kunne trække vejret og leve. Her begyndt så vores afvikling som oftest  varede hele inkarnationen og som vi som regl også fik lidt med os herfra, som vi kunne tage med til den næste inkarnation (her ligger så karmaen vi begynder med). Ja, nu siger jeg karma fordi jeg ikke har et bedre ord, men det skal forstås som et hjælpeværktøj til at komme i gang med en ny inkarnation og ikke som det ofte bliver tolket til, som et slag i hovedet fordi vi ikke har opført os pænt. – Nej det er en gave og en smuk en af slagsen.

Kristine Gade Hansen

cirkelart.dk


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *